Hvorfor har februar kun 28 dage? (2024)

Februar er en kort måned – sølle 28 dage varer den.

Vores læser Dan Bruun fra Nivå har altid undret sig over, at hans fødselsdagsmåned kun har 28 dage, når nu de andre måneder er begunstigede med enten 30 eller 31 af slagsen.

Det har fået ham til tasterne:

»Hvordan kan det være, at februar er så kort? Det må der være en historisk forklaring på,« skriver Dan i en mail til Videnskab.dk.

Februar omgærdet af mystik

I jagten på et svar til Dan, finder vi her på redaktionen hurtigt ud af, at februar er omgærdet af mystik.

Der findes nemlig ikke én, men to forklaringer på, hvorfor måneden er kort.

1. Den ene er en 800 år gammel legende
2. Den anden er ’mere sandsynlig’

Lektor i antikkens historie ved Syddansk Universitet Susanne William Rasmussen har indvilget i at hjælpe os med at finde ud af, hvilken historie der kommer tættest på sandheden.

Historien om to kejsere

Den ene historie beretter om to kejsere fra det gamle Rom, hvoraf den enes forfængelighed kostede februar sin længde.

Den første er Julius Cæsar, og fortællingen går på, at da han reformerede romernes kalender fra nytåret i år 45 f.v.t., fik alle måneder 30 eller 31 dage, bortset fra februar, der fik 29 dage eller 30 dage i skudår.

Dette markerede begyndelsen på den julianske kalender, der lå før den gregorianske kalender, som vi bruger i dag.

Den kejserlige kalenderreformator lagde desuden selv navn til en måned. Efter Cæsars død i 44 f.v.t. omdøbte senatet quintilis til juli til Julius Cæsars ære.

Augustus stjal en dag

Senere kom Augustus til magten i antikkens Rom og var kejser fra 27 f.v.t. til 14 e.v.t.

Han ville som sin forgænger også have en måned opkaldt efter sig og valgte derfor i år 8 f.v.t. at omdøbe den 30 dage lange sextillis til august.

Ifølge den romerske forfatter Sveton foretrak Augustus at få opkaldt lige netop måneden sextillis efter sig, frem for september, hvor han var født. Årsagen var, at han havde opnået sine vigtigste sejre i måneden sextillis.

Nuvel, kejser Augustus kunne naturligvis ikke acceptere, at hans måned var kortere end Julius Cæsars, så han snuppede en dag fra februar, der jo i forvejen var kort.

Og vupti – august og juli blev lige lange, mens februar mistede den ene af sine 29 dage.

Sådan fik februar 28 dage.

Men denne historie er blot en legende – om end en meget gammel en af slagsen:

»Det er en festlig, men fejlagtig forklaring, der blev sat i omløb af munken og astronomen Johannes de Sacrobosco i det 13. århundrede. Historien er gentaget mange gange siden hen og har vist også fundet vej til Wikipedia i det 21. århundrede, men det bliver den jo ikke mere sand af,« fortæller Susanne William Rasmussen.

Sandheden om februar findes før kejserne

At februar er kortere end de andre måneder, kan ifølge Susanne William Rasmussen spores endnu længere tilbage til kalenderen, der lå forinden den julianske kalender, altså, før Julius Cæsar og Augustus.

Denne kalender var 355 dage lang, indeholdt 12 måneder og går 2.700 år tilbage i tiden til den romerske konge Numa Pompilius.

Det var her, februar fik sine 28 dage.

»Retfærdigvis skal det siges, at flere forskere mener, at Numa Pompilius måske selv er ren fiktion. Men uanset, om forestillingen om Kong Numas kalender er fiktion eller fakta, er det vigtigt at huske, at den romerske kalender først og fremmest var en rituel kalender,« fortæller Susanne William Rasmussen.

»Det vil sige, at den primært havde fokus på fastsættelse af religiøse festdage og ritualer, der fejrede agerbruget, vindyrkningen, krigskunsten og frugtbarheden. Kalenderens udgangspunkt var derfor meget mere end kronologi omkring årets reelle længde i snæver forstand.«

Kalenderen blev desuden administreret af præster og embedsfolk, der regulerede kalenderen, når året blev ’skævt’ af de manglende 10 dage.

Sådan fik månederne deres længde

Inden romerne fik den før-julianske kalender, henholdt de sig dog til en endnu ældre kalender med kun 10 måneder.

De 10 måneder dækkede ikke hele året, men kun de 304 dage, der var relevante for høstsæsonen.

Månederne havde desuden forskellige længder – fra 20 til 35 dage.

Men i den nye kalender indførtes to ekstra måneder – januar og februar.

Året blev på dette tidspunkt fastlagt til 12 passager af Månen, i alt 355 dage, og indledningsvist fik februar kun 23 dage at gøre godt med.

Senere hen blev februar dog forlænget med fem dage. Dette skete i flere tempi – først, efter månedernes længde blev synkroniseret med længden på en månecyklus, og efterfølgende fastlagt, uafhængigt af månens cyklus.

Da Romerne var overtroiske og troede, at lige numre betød uheld, blev månedernes længde fastlagt til enten 31 eller 29 dage. Da der dermed manglede én måned med et lige antal dage, blev februar, som på daværende tidspunkt vår årets sidste måned (se faktaboks), valgt til at have 28 dage.

LÆS OGSÅ: Hvorfor starter året 1. januar?

Julius Cæsar fik nok af rod

I tiden op til kalenderreformationen var månederne på den måde ikke lige lange, og allerede dengang var februar således kort.

For at udligne de manglende dage indskød romerne med jævne mellemrum en ekstra måned – en mensis intercalaris – for ikke at sommermåneder over tid skulle blive til vintermåneder.

»Årene havde med andre ord forskellig længde på dette tidspunkt, hvilket medførte total kludder i kalenderen. Det hele kulminerede i året 46 f.v.t., der var et sandt annus confusionis. For at undgå gentagelser indførte Julius Cæsar så den julianske kalender med 365 dage, hvori februar altså forblev kort og beholdt sine 28 dage. De andre måneder fik enten 30 eller 31 dage,« fortæller Susanne William Rasmussen.

Vi takker Dan for hans gode spørgsmål og sender ham fluks en T-shirt afsted med posten. Hvis du også har et spørgsmål til videnskaben, så kan du sende det til sv@videnskab.dk.

LÆS OGSÅ: Hvilken tidsregning brugte man før Kristi fødsel?

LÆS OGSÅ: Hvorfor vandt 13-månederskalenderen aldrig indpas?

LÆS OGSÅ: Tik, tak: Urets opfindelse har påvirket vores opfattelse af tiden