Februar er ved at være slu*t sølle 28 dage har den varet. Men hvad er den historiske forklaring egentlig på februar måneds længde? Hvorfor skulle den kun have 28 dage, når alle andre måneder nu har 30 eller 31?
Svaret på dét spørgsmål er omgærdet af mystik. Der findes nemlig ikke én, men to forklaringer på, hvorfor måneden er kort. Den ene er en 800 gammel legende, mens den anden er mere sandsynlig. Det skriver Videnskab.dk
Lektor i antikkens historie ved Syddansk Universitet Susanne William Rasmussen har et bud på, hvilken af de to historier der kommer tættest på sandheden.
Historien om to kejsere
Den ene historie beretter om to kejsere fra det gamle Rom, hvoraf den enes forfængelighed kostede februar sin længde.
Artiklen fortsætter under annoncen
Fortællingen går på, at da Julius Cæsar reformerede romernes kalender fra nytåret i år 45 fvt, fik alle måneder 30 eller 31 dage bortset fra februar, der fik 29 dage eller 30 dage i skudår.
Dette markerede begyndelsen på den julianske kalender, der lå før den gregorianske kalender, som vi bruger i dag.
LÆS OGSÅ: Hvorfor starter året d. 1. januar?
Den kejserlige kalenderreformator lagde desuden selv navn til en måned. Efter Cæsars død i 44 fvt omdøbte senatet quintillis til juli til Julius Cæsars ære.
Augustus stjal en dag
Senere kom Augustus til magten i antikkens Rom og var kejser fra 27 fvt til 14 evt. Han ville som sin forgænger også have en måned opkaldt efter sig og valgte derfor i år 8 fvt at omdøbe den 30 dage lange sextillis til august.
Nuvel, kejser Augustus kunne naturligvis ikke acceptere, at hans måned var kortere end Julius Cæsars, så han snuppede en dag fra februar, der jo i forvejen var kort. Og vupti august og juli blev lige lange, mens februar mistede den ene af sine 29 dage. Sådan fik februar 28 dage.
LÆS OGSÅ: Julekalender ville opbygge vores danske identitet
Men denne historie er blot en legende - om end en meget gammel en af slagsen:
»Det er en festlig, men fejlagtig forklaring, der blev sat i omløb af munken og astronomen Johannes de Sacrobosco i det 13. århundrede. Historien er gentaget mange gange siden hen og har vist også fundet vej til Wikipedia i det 21. århundrede, men det bliver den jo ikke mere sand af,« fortæller Susanne William Rasmussen.
Sandheden om februar findes før kejserne
At februar er kortere end de andre måneder kan ifølge Susanne William Rasmussen spores endnu længere tilbage til kalenderen, der lå forinden den julianske kalender, altså før Julius og Augustus. Denne kalender var 355 dage lang, indeholdte 12 måneder og går 2.700 år tilbage i tiden til den romerske konge Numa Pompilius.
LÆS OGSÅ: Derfor føles hjemturen altid kortere
Det var her, februar fik sine 28 dage.
»Retfærdigvis skal det sige, at flere forskere mener, at Numa Pompilius måske selv er ren fiktion. Men uanset om forestillingen om Kong Numas kalender er fiktion eller fakta, er det vigtigt at huske, at den romerske kalender først og fremmest var en rituel kalender. Det vil sige, at den primært havde fokus på fastsættelse af religiøse festdage og ritualer, der fejrede agerbruget, vindyrkningen, krigskunsten og frugtbarheden. Kalenderens udgangspunkt var derfor meget mere end kronologi omkring årets reelle længde i snæver forstand,« siger Susanne William Rasmussen.
Artiklen fortsætter under annoncen
Kalenderen blev desuden administreret af præster og embedsfolk, der regulerede kalenderen, når året blev skævt af de manglende 10 dage.
Sådan fik månederne deres længde
Inden romerne fik den før-julianske kalender, henholdte de sig dog til en endnu ældre kalender med kun 10 måneder.
LÆS OGSÅ: Derfor går tiden kun i én retning
De 10 måneder dækkede ikke hele året, men kun de 304 dage, der var relevante for høstsæsonen.
Månederne havde desuden forskellige længder - fra 20 til 35 dage.
Men i den nye kalender indførtes to ekstra måneder januar og februar.
Året blev på dette tidspunkt fastlagt til 12 passager af månen i alt 355 dage, og indledningsvist fik februar kun 23 dage at gøre godt med.
Senere hen blev februar dog forlænget med fem dage. Dette skete i flere tempi - først efter månedernes længde blev synkroniseret med længden på en månecyklus og efterfølgende fastlagt uafhængigt af månens cyklus.
LÆS OGSÅ: Derfor går tiden langsommere, når du er bange
Da Romerne var overtroiske og troede, at lige numre betød uheld, blev månedernes længde fastlagt til enten 31 eller 29 dage. Da der dermed manglede én måned med et lige antal dage, blev februar, som på daværende tidspunkt vår årets sidste måned (se faktaboks), valgt til at have 28 dage.
Julius Cæsar fik nok af rod
I tiden op til kalenderreformationen var månederne på den måde ikke lige lange, og allerede dengang var februar således kort.
For at udligne de manglende dage indskød romerne med jævne mellemrum en ekstra måned en mensis intercalaris - for ikke at sommermåneder over tid skulle blive til vintermåneder.
»Årene havde med andre ord forskellig længde på dette tidspunkt, hvilket medførte total kludder i kalenderen. Det hele kulminerede i året 46 fvt, der var et sandt annus confusionis. For at undgå gentagelser indførte Julius Cæsar så den julianske kalender med 365 dage, hvori februar altså forblev kort og beholdt sine 28 dage. De andre måneder fik enten 30 eller 31 dage,« fortæller Susanne William Rasmussen.
Andre artikler hos Videnskab.dk:
- Sådan beviste Einstein, at tid er relativt
- Lyset styrer din døgnrytme
- Hvordan reagerer kroppen på ubehandlet syfilis?
Fakta
Sådan fik månederne deres navne:
Quintillis (senere juli), sextillis (senere august), september, oktober, november og december er navngivet efter deres nummer i rækken af måneder i den kun 10 måneder lange kalender quinque (5), sex (6), septem (7), octo (8), novem (9) og decem (10).
Året startede på daværende tidspunkt med marts efter krigsguden Mars.
Det er også årsagen til, at månedernes navne i dag ikke passer med deres nummer i rækken, hvor eksempelvis december, der betyder 10, er den 12. måned.
Navnet april's oprindelse er usikker. Måske er måneden navngivet efter gudinden Afrodite. Maj er opkaldt efter den græske gudinde Maia.
Januar er måske opkaldt efter guden Janus, der beskytter al begyndelse, og februar efter det latinske ord for renselse
